Eskimoen

14. feb, 2015

Har du set serien? Den er helt fantastisk! Kevin Spacey spiller som sædvanligt helt perfekt i sin rolle, og den er lavet fedt med den måde han "taler" til én :)

Hvis du ikke ved hvad den drejer sig om, er det omkring amerikansk politik - umiddelbart ikke min stærke side, da politik i det hele taget altid har været lidt tungt for min interesse, men jeg lærte meget og ikke mindst blev "uddannet" lidt i deres system. 
Det der er så spændende er også det helt igennem ulækre spil der foregår i filmen, den måde de helt ufortrødent bruger ikke bare albuer, men hele kroppen og al deres magt, for at komme frem, om så folk skal lide eller noget værre.
Man finder sig selv i at tænke "godt det bare er en film"... MEN! Kan du gætte hvad jeg tænker? 

Jeg tør ikke sige det højt, for så kommer de bare efter mig... Eller min elskede….. Nåå nej, det ER jo allerede tilfældet. 

Jeg har ondt af vores fantastiske land, der har så gode forudsætninger, med stærke erhvervsfolk der gerne vil landet det bedste, og kæmper for det - og et naboland der vil hjælpe os på benene økonomisk og rådgivningsmæssigt, mens der så sidder nogle små mennesker der tror magt er alt, og at de kan styre alt og alle ved at få dem ned med nakken, og vise hvem der bestemmer. Jeg får lyst til at flygte... Langt langt langt væk. Fra de %€#&/%?!”#€, men det hjælper heller ikke noget. De skal ikke have lov at vinde over mig.

Spændende at se om min lille bitte blog nu får noget opmærksomhed. Om der pludselig bliver fundet noget snavs frem jeg har gjort tidligere? 
Mon ikke man lige kan finde frem at jeg engang har stjålet et par sokker og dermed ikke er egnet til at arbejde med børn? Eller at jeg har skrevet 20 minutter mere på en timeseddel engang, og derfor fiflet med mine papirer og burde landsforvises? De skal i hvert fald nok prøve, hvis først de mener at jeg kan være en trussel. 

Hvis nu du skulle sidde og læse med, hr. Jeg-vil-være-kongen-over-alle-i-Grønland, så kom bare, det ville ikke overraske mig at du prøvede.

 

7. feb, 2015

Jeg har altid været noget af en dagdrømmer. Så langt jeg kan huske tilbage, kunne mine "kede-stunder" være ret så spændende fordi der i mit hoved skete en masse - jeg er foreksempel på vej til skole i USK, pludselig fundet en hest, der gerne ville være min og jeg kunne derfor komme ridende sej og alle kiggede misundeligt på mig.
Eller min bedste veninde kom med hendes far, på deres snescooter og samlede mig op, hvorefter vi kom kørende hurtigt ind i skolegården og bremsede med sneen flyvende op - lige foran indgangen...

Da jeg først mødte min mand - var det ikke i starten helt OK at vise os offentligt, sjovt nok ville folk snakke :)
MEN, nøj hvor gik vi bare hånd i hånd uden nogen vidste noget - vi kyssede lige hvor vi ville og ikke mindst, så var det helt OK at gøre det. Altså alt dette inde i mit hoved :)

Jeg kan godt få ret meget ø-kulder, det vil sige at jeg bliver klaustrofobisk og virkelig trænger til at kunne komme væk her fra lille Nuuk. Jeg vil have flere muligheder, kunne køre en tur der får mig til en anden by og ikke kun bydel. Jeg vil kunne se andre kulturer uden at skulle betale en halv bondegård bare for at komme halvvejs. Jeg vil kunne tage i teatret hver måned og se et nyt stykke. Ja, jeg vil meget :)

Lige for tiden er jeg dog glad for at jeg har mit dagdrømmeri. Jeg overlever nemlig lige nu på at sidde og surfe online på Spies's hjemmeside, og se mig selv sidde ved poolen i Spanien, Egypten eller Tyrkiet... Jeg kan lugte krydderierne i Marokkos mange markeder og smage maden i Thailandske madkøkkener. Jeg bestiller bare ikke nødvendigvis rejsen.
Derudover kan jeg shoppe løs i H&M og Zara lige så tosset jeg vil, jeg kommer den ene og den anden fede trøje og taske i indkøbskurven, omend det er i børneafdelingen eller til mig selv, jeg slutter dog bare af med at tømme kurven igen, inden jeg lukker computeren ned :)

Til daglig sprayer jeg mit ansigt med en selvbruner, der giver en smule kulør - den er billig og giver mig ikke hudkræft, og så giver den mig et lille pift af "sol" - og ikke en kedelig vinterbleghed.

Jeg overlever min vinter, hvor jeg er træt af sne og kulde og af ikke at kunne gå i mine høje hæle og smarte frakke, ved at gå online og dagdrømme mig langt væk.
Har du nogle "vinterdepressioner"? Jeg ved det ikke er en decideret depression og er godt klar over det ikke er til at spøge med, men jeg er alvorlig omkring at jeg kan have det svært ved at vide at jeg ikke kan komme væk herfra, bare sådan lige.
Jojo, kom bare og sig at jeg har rejst rigeligt, men sådan er det - jeg har været heldig. Vi er begge rejselystne herhjemme, og derfor gode til at prioritere at der skal være plads til det.
Det er et valg vi tager, og det er ikke lige så nemt for os som det har været - men det er kun sundt for os at skulle overveje tingene noget mere, og ved at vi kun bliver stærkere af det.

Det er ingen medlidenhedstale - det er mere for at kunne give DIG lidt inspiration til at komme gennem en lidt kold og for nogen, kedelig tid :)

 

29. jan, 2015

Jeg er halv grønlandsk, kvart fynbo og kvart hviderussisk/ukrainsk.... Min fantastiske mor er Sisimiutter og min fars mor var fra Fyn og hans far var en blanding af Hviderusser og Ukrainer, hans navn var egentlig Chanoch Smull, men blev kaldt Charles til hverdag.

Jeg har 5 søskende, en fantastisk politisøster der bor i Nuuk, Grønland, en lige så fantastisk miljøsøster der bor på Vesterbro, Dk - den bedste bankstorebror der bor i Nuuk, Grønland - den skønneste lægestorebror der bor halvt i Berlin, Tyskland og halvt i Hellerup Danmark og sidst men ikke mindst den dejligste jazz-musikerstorebror der bor i Odense, Dk. 

I England har jeg en skøn kusine der bor i Sherborne - hun har boet der i 30 år og taler engelsk så man ikke kan høre hun ikke er derfra oprindeligt. Hun har boet i Italien en del år imellemtiden, og taler også italiensk. 
Så har jeg min elskede faster der kun er et par år ældre end mig. Hun har i de sidste minimum 10 år boet i Madrid, Spanien - hun er rødhåret og kan ikke forveksles med en spanier, men hendes spanske er uforligneligt og ingen kan høre hun ikke er derfra.
Så har jeg også en fantastisk kusine på min fars side, der har 2 piger med sin engelske mand. 

I Canada har jeg 2 papdøtre der snakker flydende fransk, kan dansk stort set flydende og engelsk så de ville kunne klare sig alene. 

Er du helt vildt imponeret? Er det ikke bare VILDT så international jeg og min familie er? 

Nej?? Det kan jeg godt forstå - for idag er vi ret blandede, ret internationale og endnu bedre: vi er vilde med det!
Det der til tider undrer mig er: at nogle mennesker stadig kan være racistiske?? 
Et er at nogle mennesker synes mindre om andre, fordi deres hudfarve er en anden, noget andet er nogen der synes at øjnes skævhed betyder noget - men noget helt tredje er at man kan hade eller synes mindre om en anden, fordi man har et andet sprog??

Come on - stop med den snak der nu er om man snakker grønlandsk eller dansk, det er simpelthen for yt! Det er umoderne at være racist!
I mine øjne om ikke andet. Er du enig? 

29. dec, 2014

Når jeg ser tilbage på 2014, så er det selvfølgelig ikke alt sammen kedeligt og dårligt, men jeg må indrømme at året aldrig vil gå hen og blive et år vi vil elske at tænke tilbage på.

Helt fra starten af året har min mand ikke været glad på sit arbejde, derimod været presset, stresset, ked og ikke mindst følt sig mere og mere som den forkerte i den rolle han sad. 
Det har selvfølgelig præget meget af vores liv, men ikke vores private forhold. Vores forhold har allerede været udsat for prøvelser, og dette lille bump har heller ikke kunnet rykke os.

Så sagde han op og havde en del omkring det - og endnu en gang kunne vi mærke at det var den rigtige beslutning, når nu den forhenværende chef viste yderligere af sin flaterende facon gennem offentlige udmeldinger med mere.
Så har vi haft en sag omkring CV, som også alle kender til, som ikke er noget at være stolt af, men vi (for vi er et "vi" herhjemme) har taget straffen og hvad der skulle til. Men jeg er dog skuffet og vred over nogle personer der decideret er ubehagelige, grove, svinske, ulækre og ikke mindst falske. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at ikke alle elsker mig - dum er jeg jo ikke - men hvis du er én af dem der ikke gør, så lad mig blot være. Du behøver ikke snakke venligt til mig, konversere over vores børn der gør ditten og datten, lade som om alt er 'fine and dandy' - hvis du alligevel blot vil mig det ondt (og gør sit bedste for det bliver gjort) så snart jeg vender ryggen. DET sårer og skuffer mig. 
Mit hoved siger at jeg ikke skal lade det gå mig på, og at de grimme personer kun kan have det rigtig skidt selv (for hvorfor ellers være så lille et menneske?) - men det gør ondt. Rigtig ondt.

At vi ved dette er en personlig sag, som er sat i værk af personer vi kender navnene på - gør det på sin vis værre og nemmere. Det er blot ubehageligt fordi det er personer vi aldrig har gjort noget ondt. Virkelig ikke. 
Den ene af dem har endda været min chef, og det kan roligt siges at han ikke var en god én af slagsen. Han kunne stille sig op foran alle i køen og tage et stykke kage og spise det foran dem - og så gå. Eller hvis jeg skulle øve i at lave kaffe, hvor mælken skulle skummes på en bestemt måde, (og espressoen var perfekt) kunne han finde på at spytte det ud i koppen, som om det smagte dårligt - det gjorde det ikke... Mælken var bare ikke skummet korrekt... Altså, ren snobberi - måske bare fordi han kunne...
Jeg er dog et større menneske end det, og kan sagtens snakke med ham idag, hvis jeg skulle møde ham.

Hele denne CV sag gjorde mange dårlige ting. Vi havde ikke lyst til at gå udenfor en dør den første uge, at komme på arbejde var en prøvelse, turen til Brugsen eller Pisiffik har aldrig været værre... Vi havde forlængst købt og betalt vores juleferie til New York, hvor vi skulle holde jul med mine 2 elskede papdøtre - som vi alle har glædet os til. Vores første indskydelse var at aflyse det hele, og bare være os selv i julen - lukket inde. Så kunne intet af det refunderes - ergo blev turen fortsat til noget.
Vi overvejede kraftigt ikke at ville poste nogle billeder på Facebook, netop fordi vi ikke gad nogen små menneskers grimme ord omkring hvordan vi kunne have det. Det kom vi dog også over, for nu må folk da være kommet videre... Nej - selvfølgelig ikke. En lille lus af en mand - skrev PÅ min mands "væg" at han burde være fængslet og rejste herovre for skattydernes penge???!!! Og derudover nåede han også lige at svine ham til fordi han snakker dansk, og fortælle ham at han burde flytte ud af Grønland... 

NU er det jo egentlig til at grine over, for det viser vel blot at han intet aner omkring den sag der nu har været, og at han selv må have det elendigt. Til gengæld vil jeg så sige - denne sag har fyldt så meget i medierne, at man skulle tro at han havde stjålet en masse penge, boet på hotel for skatteydernes penge eller ligefrem begået mord! Sagen var ikke god nej, det giver jeg ret i - men så var det heller ikke værre.

Sig det istedet som du mener det: "jubiii, nu har den mand jeg så længe har været misundelig over - endelig gjort noget galt, så kan vi rigtig køre rundt i det"...

Jeg kan også nævne en ældre herre, der tidligere har været bestyrelsesmedlem for min mand, har chikaneret ham på det groveste, ved at sende ham mails hvor han sviner min mand til. For ingen verdens nytte, andet end for at han selv kan sidde og gnide sig i hænderne. 4-5 mails, hvor han på det groveste skriver grimme ting, og videresender mails han har skrevet til andre om min mand.
Jeg gik ind og googlede ham - og dér kom der en sag frem hvor han selv har løjet om en sag... Klart og tydeligt... Det kan vel kun vise at han så bare udnytter en situation hvor han kan sparke en mand der ligger ned... Er du interesseret i at se sagen? Så tjek: http://www.rejseliv.dk/bjarne-eklund-jeg-loej

Puha, sikken lang tekst... Jeg har en del på hjerte. 
Jeg må til gengæld også indrømme at man i disse situationer finder ud af hvem der er éns venner. - og ikke mindst: hvem der ikke er.

Jeg vil gerne takke hele min familie der er så fantastisk - hele vejen igennem. De ER der bare, de støtter os, de elsker os. Mine fantastiske kollegaer på NIF, der ALLE har været der på én eller anden måde. Jeg har bemærket store og små detaljer - et kram hist og her, eller en diskret vending af en avis hvor min mand har været på forsiden... 
Hilsener til mig privat på Facebook fra alle mulige, selv folk jeg ikke umiddelbart ville forvente. 
TUSIND  TUSIND TAK, jeg har gåsehud ved at skrive det - jeg håber I ved hvem I er der fortjener et ekstra tak <3

2015 har vi sat til at skulle blive et fantastisk år. Vi starter på en frisk - vi elsker hinanden - og vi har en masse fantastiske venner og familie omkring os.

 

30. aug, 2014

3 delinger, 110 likes og min post er nået ud til over 8.400 mennesker!

Det er da egentlig ret vildt! Ja, jeg taler om min blog omkring at jeg støtter bryster. Jeg har lavet min egen indsamling til Kræftens Bekæmpelse om at støtte brysterne, altså forskning omkring brystkræft. 
Denne indsamling går ikke til mig, ikke den mindste del - det er alt sammen for KB.... Alle de tal foroven der beskriver at der er mange der har "liket" og synes det er et super initiativ, er jo helt fantastisk... MEN! Kun 3 udover mig selv, har faktisk været inde og give et bidrag.

Derfor spørger jeg: Er det blevet for nemt at like?
Jeg tror lidt der sidder en masse "aktivister" på sofaen, deres kontor, på mobilen, i sengen, på toilettet eller i køen til kassen - der er HELT med på demonstrationen om den ene ting, om indsamlingen til det andet og om bekymringerne om det tredie - uden overhovedet at gøre andet end at "like" på Facebook... Det er lidt tamt, ikk? 

Det hjælper ikke den lille dreng i Afrika, med at få mad - ved at "like" den side som Børnefonden har lavet - eller viser vores politikere at de er helt galt på den, ved at like en side der er imod dem.... Det giver kun dig tryghed derhjemme, fordi du har været Rasmus modsat, dog uden at vise dit ansigt - for der skulle nødig være nogen der blev sure, hvis du stod helt frem imod dem. 

Gør lidt mere end kun at trykke på en knap, bland dig lidt mere i debatten om politiken du ikke er tilfreds med, udfodr dem du er uenig i - ved at melde det ud til DEM og ikke til kaffemikken, hvor det er helt trygge rammer, lav en indsamling, demonstrér, vis dit ansigt til dem der har behovet for hjælpen - det rammer mere.

Dette er ikke en opfordring til MIN indsamling - det er en opfordring til alle.