5. sep, 2013

Forever and ever...

Forår og sommer står ofte i brylluppets tegn - og det har det helt sikkert også gjort i år, vi har dog altid nogle sjove datoer, (der for de glemsomme kan bruge dem til ikke at misse gaven til ægtefællen de næste mange år) der kan gøre at der holdes massebryllupper landet over eller måske verden over. (Eks. 09-09-09 eller 12-12-12 som sidste år)

I år bliver det til 7-9-13 og det gør det også hos mine allernærmeste! 
Og det er jo altid stort - ikke mindst for garderoben :)
Et bryllup er (for mig i det mindste) altid en rigtig god undskyldning for at kunne komme ud og finde en ny kjole omend den skal være lang, kort, elegant eller bare enkel. Vi er så heldige i min familie i år, at vi har 2 bryllupper indenfor 8 dage - og selvom det er 2 meget forskellige bryllupper, er der ingen tvivl om romantikken og ikke mindst den stærke kærlighed der er mellem dem.
Det ene blev en borgerlig vielse på rådhuset - og en helt stille aften hjemme med de allernærmeste omkring dem. Tøjet var lige det vi havde lyst til at have på, maden var nyskudt rensdyr og hjemmelavet is, taler var der med, grin og god vin og alligevel var festen slut før klokken 22.
Næste bryllup bliver i kirken, stor reception hvor kjolen er klar og stor fest om aftenen med rigtig brudekjole, bryllupskage, 4-retters menu og toastmaster. Helt fantastisk aften - uden tvivl!

Hvad er der specielt fælles for de 2 forskellige bryllupper?
Det er selvfølgelig dragten de har på under vielsen. Vi har jo her i Grønland nationaldragten, og det er gerne éns egen, éns mors, én man lejer eller låner, bare man kan passe den og se godt ud i den :)
Vi er blevet så moderne heroppe efterhånden, men nationaldragten holder vi meget af og sætter gerne en stor ære i at bære den. 
Derefter vil de fleste dog alligevel have brudekjolen på - og hvorfor ikke? Uanset hvor meget man gerne indrømmer eller ikke indrømmer hvor stor en drøm man har haft om sit bryllup, siden man var lille (eller i hvert fald før bleen var smidt) - så er ens bryllup da noget specielt.

Og ja, der er efterhånden mange kvinder der mener de ikke har haft den drøm, mig selv inklusive (nok mere fordi min indre dreng stadig lurer derinde) - alligevel havde jeg dog stadig 3 outfits til min (jaja... vores) store dag. Jeg havde min mors nationaldragt på under vielsen, hendes brudekjole fra 1979 på til vores kaffemik og så en stram hvid lækker Dolce & Gabbana kjole til om aftenen, hentet hjem fra Milano på et lækkert outlet, med hvide italienske stiletter til - det var da med til at gøre dagen lige lidt ekstra dejlig.

Bryllupper er simpelthen altid så romantiske - og jeg må indrømme at det er uanset hvilke omstændigheder, forhold og mennesker - det er bekræftelsen mellem 2 elskende, der gerne vil vise den anden og alle andre at de tilhører en helt specielt.

Jeg tænker lige nu på mine 2 helt igennem fantastiske søstre der lige i disse dage er tæt på og betyder så meget for mig. De har fundet den eneste ene for dem, og ingen omkring dem (specielt os i familien der ønsker dem det bedste) er i tvivl om det er det rigtige valg de har taget.

Aaah, alle de tårer der bliver fældet - al den kærlighed - det er nu skønt at være en romantiker Hjerte