26. jul, 2014

Tilbageblik...

Jeg havde en mærkelig oplevelse her til aften. Jeg var ude at spise med min dejlige mand på en hyggelig restaurant i Nykøbing Sjælland, hvor vi sidder og nyder en lækker skaldyrsbuffet - med alt godt fra havet.

En familie kommer og sætter sig, ikke langt fra vores bord - og jeg kigger som man nu gør, blot for at stille nysgerrigheden. Og sjovt som manden ligner... What?? Det ER jo ham! 
Det var min første kæreste, som jeg ikke har set i 12 år! Altså siden jeg gik fra ham. 
Jeg kunne mærke blodet strømme hele vejen igennem min krop og give mig røde kinder - og helt ærligt: jeg aner ikke, hvorfor det var så slemt eller hvorfor jeg reagerede sådan. 

Nå, men jeg sad heldigvis med ryggen til og nægtede at kigge over på ham og hans familie, igen - ved ikke helt hvorfor... Et stykke tid efter siger min mand at han har rejst sig og er gået op for at tage mad, og jeg tænker at chancen måske er der nu til at gå op og få hilst på ham, det er trods alt sjovt efter 12 år at se hinanden igen. 
Jeg går op til buffeten med bankende hjerte og konstaterer at han ikke er der, til min store lettelse, og skynder mig at tage noget kedelig torsk (som jeg slet ikke havde lyst til) og iler tilbage til min plads. Men tror du så ikke at manden selvfølgelig står udenfor døren LIGE ved siden af min plads, for at se til sit sovende barn i barnevognen?? JO! 
Nå, ingen vej tilbage - jeg må hilse på ham: "Hej Benja" kommer det glad fra mig, og han svarer: "hej... (halvforvirret) øh, velbekommen".... DET VAR DET! Han kunne sgu ikke kende mig!

Nej, hvor har jeg aldrig været i en mere akavet situation foran min mand! Flere tanker går gennem mit hoved - "var jeg ikke mere værd siden han ikke kunne kende mig?", "tager jeg fejl om manden?", jeg tænker at han måske lige efter er kommet i tanke om mig, men så ikke føler at han kan komme tilbage nu og sige hej - eller at han ikke tør vise mig foran sin kone (der i øvrigt ikke var særlig spændende...), nu hvor jeg ser så drøn godt ud med solbrændt hud og... BLONDT hår! Hey - det er da derfor! Han kan ikke kende mig på håret!

Nej nej - jeg kommer ikke til at se den mand igen, og endnu mindre chance for at jeg nogensinde får at vide hvad han har tænkt da han så mig. Og det er nu egentlig meget godt. 
Det eneste der undrer mig er at jeg reagerede ret kraftigt - og ikke kan forklare hvorfor det lige er at det var så underlig en situation.

Er jeg så usikker - at jeg ikke tør hilse, fordi han og hans forældre (der også var der), måske slet ikke ville kunne huske mig?? Jeg var trods alt kun 15-16 år og havde mørkt hår... Men det burde da ikke gøre at man ikke kan huske mig, specielle fantastiske sprudlende mig. 

Jeg ved det ikke - hvad synes du? Har du oplevet en piinlig mærkelig situation?