5. aug, 2014

En nøgen sandhed...

Jeg var 100% på at jeg skulle prøve det igen. Det er det mest ultimative man kan prøve som kvinde - efter mange måneders venten bliver det erstattet med kærlighed og et bånd der er så stærkt,at det skal opleves for at forstå.

Hvad snakker jeg om? En graviditet selvfølgelig. 
Jeg er mor til en pige på 6 et halvt, (hvilket hun selv mener må hedde 6 et helt, da hun ikke er helt med på hvad det halve står for...) og var lige efter fødselen ikke i tvivl om at det var noget jeg skulle prøve igen. Selve fødslen gjorde selvfølgelig ondt, men den var så fantastisk og slet ikke hvad jeg havde regnet med. 

Jeg havde som alle tonsevis af forventninger til min fødsel - jeg skulle ligge i varmt vand mens veerne stod på, og sove lidt mellem veerne og så videre. Men nej, hun stressede lidt derinde, hvilket gjorde at jeg skulle sættes igang med vedrop - og det gjorde at veerne ikke havde særlig lange pauser mellem sig. Oveni det havde jeg en måler henover maven, for at måle veerne og hjerteslag - så varmtvandsbadekar var også udelukket. 
Da jeg endelig kunne presse, havde hun navlestrengen om halsen, så jeg pressede i halvanden times tid - hvilket kun kvalte hende, så til sidst blev jeg klippet og ud kom hun.... Jaja, det kan måske lyde lidt dramatisk - men det var en helt vidunderlig oplevelse - én jeg aldrig vil glemme. Dette trods en graviditet med smerter og bækkenløsning, der krævede krykker undervejs. 

Min datters far og jeg splittede op da hun var ca. 2 et halvt år gammel, og jeg mødte min nuværende mand. Han har 2 fantastiske piger, som idag er henholdsvis 8 og 11 år, det vil sige at han så også har været igennem fødsler og bleer og barnegråd om natten, hvilket (desværre) har gjort ham klar over at han ikke vil have flere børn.
Min mand er 45 år gammel, og dermed også, efter hans egen mening, for gammel til endnu én.

Dette meldte han ud meget tidligt i vores forhold. Jeg var 25 år gammel og han var 41, da vi mødte hinanden. Så jeg er ikke blevet ledt ud i noget uden vidende.  
Jeg har bare fra første gang jeg var alene med ham, vidst at han skulle være i mit liv, jeg kan ikke forklare det på anden vis, end at vi to er bestemt til at skulle være sammen. Han er min puslebrik.
Jeg kunne dog som 25 årig ikke sige, at jeg aldrig skulle have flere børn, for det troede jeg ikke på - og samtidig gav han mig en lovning på at vi altid ville kunne diskutere emnet og eventuelt få et barn sammen, hvis det virkelig var vigtigt. For mig.

At have vores 3 piger samlet er simpelthen lykke, de kan gudskelov sammen, hvilket jo selvfølgelig ikke er Guds givet. Jeg elsker hans piger som var de mine egne - alligevel er der en lille tom brik ved ikke at kunne få en baby, der er lige halvt mit og lige halvt hans. Vores blod blandet sammen til én. At opleve alle de små ting, der kun er så store i forældrenes øjne, sammen med ham.
Jeg har snakket nogle gange om dette efterhånden, når folk altid spørger ind til hvornår det er vores tur, og kommer med den forklaring, at jeg egentlig ikke tør endnu en graviditet, da mit bækken højest sandsynligt vil gå helt galt igen fra start af. Jeg mærker til det omkring en gang om måneden, når mine hormoner blusser op omkring min ægløsning og menstruation. Så er der jo også det at vi har 3 piger tilsammen, hvilket er ret godt og med fuld fart på. Lyder det lidt som en dårlig undskyldning?
Det tror jeg lidt at det er, så folk ikke tror at jeg er tvunget til at give mig, på så vigtigt et punkt, for en mands skyld. 

Det er jeg begyndt at tro på er OK. Jeg vælger mit liv med min elskede - for et liv uden ham og et barn mere, versus resten af mit liv med ham, kan ikke tilnærmelsesvis sammenlignes. Han er alting værd i mine øjne, for al den kærlighed jeg har til ham, er gengældt og det mærker jeg hver dag.
Dette er mit valg - hvad synes du?